В поздний час в чужом городе
Так это смерть: средь толчеи веселья,
бесед, друзей и шума громких нот,
любимая в руках как нежный плод,
когда шмелем иль грозною капелью
гул полнит слух - быть тронутым прохладой.
Уходишь. Речи меркнут позади,
и песня комаром вдали свистит -
Иль так: Чуть залы полнились усладой,
но гаснет свет. Что ждал ты на пути,
свершилось. Слух, глаза я закрываю,
хочу запомнить краски и стихи,
как ледяной сквозняк все прерывает
и слышу уж - ко мне идут шаги,
и низко голос молвит: Вам идти.
август '97
-------------------------------------------
Sent i en fremmed by
Thorkild Bjørnvig
Er dette døden: midt i festens mylder,
samtale, venner og musikkens larm,
den elskede, som hviler i min arm,
mens bruset som en honningsummen fylder
mit øre - at berøres af en kulde.
Du går. Stemmerne tabes bag din ryg,
musikken høres som en fjern høj myg -
Eller: Var salene en kort stund fulde,
nu slukkes lyset. Hvad du venter på,
er sket forlængst. Jeg lukker øjne, øren,
prøver at huske billeder og ord -
da føler jeg en iskold træk fra døren
og hører skridt gå hen imod mit bord
og lavt en stemme sige: De må gå.
Свидетельство о публикации №102102300789